Om os

Hvad er EXIST?

EXIST er en NGO, der eksisterer for at gøre en indsats mod menneskehandel – den hurtigst voksende kriminalitet i verden i dag.

Menneskehandel er en skamplet på vores samfund. Det er et globalt problem på tværs af landegrænser og en lukrativ forretning for kyniske bagmænd, der tjener penge på at fratage mennesker deres frihed og værdighed.

EXIST arbejder for at stoppe menneskehandel og råbe op for dem, der ikke kan råbe op for sig selv. Vi mener, vores ressourcer forpligter os til at yde en indsats for dem, der er blevet berøvet muligheden for at træffe deres egne valg.

Vores arbejde

Vores indsats bygger på 14 års erfaring, og vi arbejder indenfor tre områder:

Oplysning og forebyggelse

Vi tager fat om årsagerne til problemet og arbejder med oplysning og forebyggelse for at komme menneskehandel til livs.

Rehabilitering og reintegration

Vi arbejder med rehabilitering og reintegration for at rette op på de skader, ofrene har oplevet og minimere risikoen for, at de bliver ofre igen.

Kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning

Vi arbejder med kompetenceudvikling og kapacitetsopbygning for at få så mange stærke aktører med i indsatsen mod menneskehandel som muligt og arbejder efter princippet ”Each one; teach one”.

Vores baggrund

Vi har vores rødder i kristendommens grundlæggende budskab om, at ethvert menneske har lige værdi og lige ret til et liv i frihed og værdighed.

Vores indsats startede i 2009 via et samarbejde mellem Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT) i Danmark og Medica Coalition & Awareness to Halt Trafficking (MeCAHT) i Nigeria. Samarbejdet inspirerede fem københavnske folke- og frikirker til at bidrage til en fælles indsats mod menneskehandel i Danmark, og Night Light Café blev etableret i 2013.

I 2018 samlede vi arbejdet i EXIST, og vi samarbejder med nationale og internationale NGO’er, kirker, myndigheder, religiøse ledere, politikere, ambassadører samt grupper og enkeltpersoner.