TEST – Konference for interreligiøse ledere i Nigeria

EXIST og MeCAHT, i samarbejde med Den Lutherske Kirke i Nigeria, var initiativtagere til en todages konference for interreligiøse ledere i Abuja. De inviterede var 20 nationale ledere fra det muslimske netværk og 20 nationale ledere fra det kristne netværk – hvert netværk var repræsenteret af 10 mænd og 10 kvinder.

Konferencens formål var at samtale om, hvordan interreligiøse ledere sammen kan tage ansvar for at oplyse om og forebygge den hurtigst voksende kriminalitet i verden, nemlig menneskehandel.
Der var korte oplæg efterfulgt af dialog, hvor alle havde mulighed for at deltage. Samtalerne var præget af gensidig tillid og respekt – og det oftest stillede spørgsmål var: … og hvordan gør vi så noget ved det?

En gruppe på fem personer, vil indenfor de næste måneder præsentere et oplæg til to hæfter med bud på:
– hvad siger Koranen om menneskehandel og hvad vil muslimer gøre ved det?
– hvad siger Bibelen om menneskehandel og hvad vil kristne gøre ved det?

Hæfterne afsluttes med et undervisningsmateriale, som kan bruges i moskeer, kirker, skoler, ungdomsforeninger m.m.
Konferencen følges op i foråret 2022.